Den 1. september (oh, gru – det er snart!) skal jeg begynde at arbejde. Rigtigt. Som en voksen. Yaiks. Men jeg har jo været færdig med at læse i nogle måneder nu, så derfor er jeg med i en A-kasse, så jeg kan få lidt dagpenge at leve for, mens jeg venter på det der voksenjob.
De fleste ved jo nok, at dagpenge ikke er gratis. Man skal jo arbejde for sagen, ikke? Søge jobs og den slags. Også selvom man allerede har ét. Systemet er ikke rigtig gearet til mit studium og min måde at få et arbejde på. Derfor er min “sag” (!?) nu sendt videre til anden aktør, som skal hjælpe den stakkels arbejdsløse læge. Ledighed er jo roden til alt ondt, så fanden stå i, at jeg går her uden et job, mens jeg venter på, at mit rigtige job begynder. Eller. Ja.
Nå. Men denne her anden aktør har nu sendt mig et venligt brev, og beder mig i det om at møde til en samtale, hvor vi kan drøfte mit videre forløb som arbejdsløs. For det er jeg åbenbart i systemet; arbejdsløs. Det er da også meget sødt af dem, men altså… Mødet er 3 uger før, jeg starter.
Det mest interessante i brevet er dog, at jeg har fået en dato for, hvornår jeg skal begynde i aktivering! Jo, jo, den er god nok! Den 6. september. Er man under 30, så er man omfattet af ekstra skrappe regler og får ikke sådan lov at gå omkring i ledighed! Hvilket jo principielt er godt nok. Men nu er det så jeg tænker: Gad vide om jeg kan få fri fra arbejde for at tage i aktivering??
Det er jo velkendt, at man kan have en dårlig hårdag, ikke? Men i går beviste vi mere eller mindre, at man også kan have en dårlig elevatordag!
Vi skulle til træf i det ganske danske sommerland. En tur der krævede metro, S-tog og bus. Og det er altid med en vis nervøsitet, at vi tager afsted, for hvad nu hvis elevatorerne ikke virker? Det er nemlig pænt besværligt med klapvogn, oppakning og 10 kg baby. I går ilede vi afsted kvart i otte (om morgenen, that is – dét var en logistisk udfordring i sig selv!) og satte kurs mod Frederiksberg metro. Hvor vi blev mødt af en elevator, der var ude af drift! Gode råd var dyre, og S-toget venter jo ligesom ikke, og det gør bussen i Stenløse heller ikke – og så går den oven i købet også kun én gang i timen. Så vi ilede videre til Fasanvej metrostation….
… hvor elevatoren heller ikke virkede!! What?! Der var en rulletrappe, som kunne bruges, så Ulla med oppakning og barn og mig med vogn. Resten af turen gik fint, og vi nåede bussen i Stenløse.
På hjemturen skulle vi skifte fra S-tog til metro i Vanløse – og have fornøjelsen af endnu en elevatortur. Troede vi. For virkede den?? Neeeeeeej!?
Hvad er odds for, at 3 (T R E!!) elevatorer ikke virker på én og samme dag?
Nå men.. nu er det på en måde sådan ekstra officielt, det der med, at jeg er lægen. Ihvertfald har jeg i dag for første gang trukket lægekortet ude i virkeligheden.
Da min kone kom i nød og havde brug for en recept, og klokken var 16, og vores læge gået hjem (efter en garanteret travl dag! ) tænkte jeg snarrådigt, at jeg jo bare lige kunne drøne på apoteket og skrive den recept. Jeg mener, jeg er jo udstyret med både titel og tilhørende autorisationsnummer, så hvor svært kan det være?
Det var ikke særlig svært faktisk. Altså, det var meget godt, jeg lige havde helt styr på, hvad jeg skulle have og sådan (fik lige lidt ekstra med til mig selv, hehe…), for damen ved skranken stod og læste med, mens jeg skrev (total pres dér!). Men det lykkedes. Til trods for, jeg glemte at skrive mit autorisationsnummer i første omgang. Hun var lige glad. Det var jeg ikke – så det blev tilføjet. For jeg er jo lægen. Med nummer und alles.
Det eneste, der egentlig var ærgerligt, var, at der ikke var andre, da jeg kom anstigende og sagde: “Altså, det er fordi, jeg er læge, ikke, og jeg vil gerne skrive en recept…” Det var ærlig talt ikke uden en vis tilfredsstillelse, at ordene kom ud.
Endelig (!) fik jeg opdateret WordPress (tak, kone, for hjælpen!) – det har stået på to-do-listen i… nok et år..!? Min udgave var så gammel, at det var til grin – og det var jo slet ikke så slemt at få det gjort. Så langt så godt. Indså jo så også, at jeg blev nødt til at forny min header, eftersom det der med stud.med. er et overstået kapitel. Så nu er der ændret lidt, så sagerne passer igen.
Så er der resten af to-do-listen…. Oh well, det må komme – nu er det ferie og dejligt!
Altså. Man ved bare, man har fundet noget godt, når man vender tilbage igen og igen. Faktisk er jeg vendt tilbage så mange gange, at det må være mere end bare almindeligt godt. Faktisk vil jeg vove den påstand, at det er vanvittigt godt! Og det siger vel noget. Især hvis jeg tilføjer, at det er på den der helt-ind-i-maven-og-hjertet-måde. Sådan er det nemlig med en ganske særlig dame. Hun hedder Julie Maria, og hun kan noget helt specielt med ord og musik og med sin smukke stemme. Jeg lyttede for et par år siden til Beautiful Minor, men er nu helt og aldeles betaget af albummet Yaguar.
Altså helt ærligt: du skulle virkelig gøre dig selv en tjeneste og lytte til det!! Det gør ondt og godt lige der, hvor begge dele gør bedst.
For noget tid siden vandt jeg (vi) jo den helt store slyngegevinst. Da vi kom hjem fra ferie, havde Lotte fra tidsel.dk sendt vores spritnye vikletai (VT), som vi har brugt ganske meget lige siden. Den er ret hurtigt strøget op på en førsteplads på listen over yndlingsbæredimser! Og det siger alligevel en hel del, for vi er rigtig glade for alle vores dimser. Men denne her er i særdeleshed fantastisk. Den er ikke alene vanvittig smuk (godt arbejde, Lotte!), den er også bare helt vildt god at bære i!
Vi havde længe drømt om at prøve en VT, fordi vi har været (og er) så glade for fastviklen, og da vi så fik den, så levede den op til alle forventninger – og lidt til! Den støtter simpelthen så godt, at vi kan gå og gå og gå med 10-11 kg baby på maven, uden det føles sådan! Jeg kan – og Ulla også, det ved jeg – kun anbefale, at man skaffer sig en VT (og gerne en at Lottes), hvis man har hang til at bære sit barn i lækkert grej!
(Note to self: Må snart få taget nogle ordentlig billeder af den smukke sag!)
I min jagt på gode fund på dba.dk faldt jeg før over en lidt for god og en lige lovlig vel photoshoppet reklame. Jeg synes, det er sjåw, og jeg deler gerne:
Vi er enige om, at det er fup, ikke? Det tror jeg nok, vi er! “Hej, jeg hedder Ida Andersen. Jeg er mor til 2 børn…” Bla bla bla. Ja, jeg kom ind på reklamen for vidundermidlet, da jeg gemte billedet. Det er sgu ikke svært at være plattenslager i vore dage. Ak ja.
(I øvrigt er der da på brysterne alene næsten 16 kg forskel!?)
Vi fik os jo en stegeso i går – altså, jeg ved godt, jeg egentlig købte den til Ulla, men nu vil jeg alligevel gerne have pant i den, for den er jo fantastisk!
Sidder netop nu og slår mave oven på et improviseret festmåltid af dimensioner – selvfølgelig tilberedt i den nye investering. Det er søndag, vi havde ikke det store, men lidt speltkerner i bunden, løg, broccoli, rød peberfrugt, gulerødder, squash, nogle frosne black eye-bønner og citroner i skiver oven på, masser af hakket ingefær og hvidløg, og så lidt fisk fra fryseren på toppen. Lidt (ok, en del…) grøn karrypasta, en dåse kokosmælk, lidt fiskesovs, krydderier og lidt vand og vupti! Halvanden time senere har man et festmåltid lavet af det, der lige var ved hånden.
Jeg ser stort potentiale i den og forestiller mig, vi skal lave stegeso-mad hver dag!! Hul i at det er lidt vinterligt, jeg er vild med det! Snart skal der også bages brød i den, og i det hele taget eksperimenteres meget mere. Det er jo easy peasy; det passer sig selv. Fantastisk koncept! Prøv det!
Vi har været på loppemarked i dag. Eller… faktisk har vi været på hele 4 loppemarkeder i dag. Med indlagt babylur og det hele tog turen 6 timer. Hvor vi faktisk konstant var i trav. Puha, ømme fødder!
Det gør dog ikke noget, for det er hyggeligt at kigge på gammelt tingeltangel, og det sker jo ikke så sjældent, at vi kommer hjem med noget, vi manglede. Eller ihvertfald godt kan bruge. Og så har jeg jo fri, fri, fri, hvilket gør glæder så meget desto større; ingen stress og dårlig samvittighed over, at jeg burde læse – det er simpelthen helt fantastisk!!
Der var mange gode sager, og vi kom hjem med alt det herover! Ikke så lidt! Dagens hit for Ville var helt klart xylofonen! Dagens hit for Ulla var helt klart den seje stegeso – hun har ønsket sig én længe nemlig! Og jeg glæder mig til at smage, hvad der kommer ud af det bekendtskab. Desuden fik vi 10 stykker tøj til Ville og lidt til hans lille kusine – bl.a. Molo og Katvig, som vi ikke kunne drømme om at købe til fuld pris – et par jeans til Ulla, en Teletubbies-vhs (ja, vi har en video – og vi er glade for den!!), en pose blandede bondegårdsdyr, to urteknive, et decilitermål i stål – til den nette sum af 1 kr. – en gratis bamse, og en krydderikrukke til Julia, som samler – og som syntes, det var et kup til prisen, tror jeg.
Det har været en dejlig dag, og jeg glæder mig til mange flere dejlige fridage de næste 3 måneder. Aaaarh…
) tænkte jeg snarrådigt, at jeg jo bare lige kunne drøne på apoteket og skrive den recept. Jeg mener, jeg er jo udstyret med både titel og tilhørende autorisationsnummer, så hvor svært kan det være?
