Den 1. september (oh, gru – det er snart!) skal jeg begynde at arbejde. Rigtigt. Som en voksen. Yaiks. Men jeg har jo været færdig med at læse i nogle måneder nu, så derfor er jeg med i en A-kasse, så jeg kan få lidt dagpenge at leve for, mens jeg venter på det der voksenjob.

De fleste ved jo nok, at dagpenge ikke er gratis. Man skal jo arbejde for sagen, ikke? Søge jobs og den slags. Også selvom man allerede har ét. Systemet er ikke rigtig gearet til mit studium og min måde at få et arbejde på. Derfor er min “sag” (!?) nu sendt videre til anden aktør, som skal hjælpe den stakkels arbejdsløse læge. Ledighed er jo roden til alt ondt, så fanden stå i, at jeg går her uden et job, mens jeg venter på, at mit rigtige job begynder. Eller. Ja.

Nå. Men denne her anden aktør har nu sendt mig et venligt brev, og beder mig i det om at møde til en samtale, hvor vi kan drøfte mit videre forløb som arbejdsløs. For det er jeg åbenbart i systemet; arbejdsløs. Det er da også meget sødt af dem, men altså… Mødet er 3 uger før, jeg starter.

Det mest interessante i brevet er dog, at jeg har fået en dato for, hvornår jeg skal begynde i aktivering! Jo, jo, den er god nok! Den 6. september. Er man under 30, så er man omfattet af ekstra skrappe regler og får ikke sådan lov at gå omkring i ledighed! Hvilket jo principielt er godt nok. Men nu er det så jeg tænker: Gad vide om jeg kan få fri fra arbejde for at tage i aktivering??

I min jagt på gode fund på dba.dk faldt jeg før over en lidt for god og en lige lovlig vel photoshoppet reklame. Jeg synes, det er sjåw, og jeg deler gerne:

Vi er enige om, at det er fup, ikke? Det tror jeg nok, vi er! “Hej, jeg hedder Ida Andersen. Jeg er mor til 2 børn…” Bla bla bla. Ja, jeg kom ind på reklamen for vidundermidlet, da jeg gemte billedet. Det er sgu ikke svært at være plattenslager i vore dage. Ak ja.

(I øvrigt er der da på brysterne alene næsten 16 kg forskel!?)

Ok. Jeg ved jo faktisk godt, at jeg har studeret i en rum tid. Og at jeg er blevet ældre. Er blevet gift og har fået et barn og alt det der. Men alligevel.

Inden jeg begyndte at læse var jeg noget så eksotisk som ung pige i huset (I know!). Jeg facebookede lige ungerne, jeg passede, og de er der fandme alle 3 – med makeup og gymnasie-halløj, korte læderjakker, bryster og alt muligt! Det er jo gak! De er jo små, for fa’en! Som i 5, 8 og 11 eller sådan noget…

Det kom faktisk lidt bag på mig. Det må betyde, at jeg jo også er blevet ældre. Selvom jeg godt ved det, så har jeg måske ikke helt opdaget det. Det er måske også derfor, at jeg tit (altid), tror at alle andre er ældre end mig; de har jo børn og lejlighed og fast arbejde og den slags. Det har jeg jo ikke… eller…? Men alligevel.

Det er vist på tide med et realitytjek.

Lad det straks være sagt, at jeg faktisk næsten ikke kan vente, til jeg er færdig med livet som studerende. Jo, jo, bevares, det er rart med en vis fleksibilitet i hverdagen – men mit rigide studie efterlader mindre og mindre fleksibilitet, desto længere man kommer. Og når man er på sidste semester, så giver det jo nærmest sig selv, at man efterhånden mest af alt er en slags gratis arbejdskraft, der forventes at møde hver dag og samtidig gå til eksamen hele tiden. Jo, jeg vil mægtig gerne være færdig.

Alligevel undrede det mig en hel del, da jeg i går modtog en mail fra Sundhedsstyrelsen, der blev indledt på følgende måde:

Du har hermed pr. 29. januar 2010 opnået autorisation som læge.

Øhm… vil det sige, jeg ikke behøver gå til de sidste to eksaminer og lægeløftet?! Jeg ved egentlig ikke, om det er særligt betryggende, at de kaster sådan om sig med læge-autorisationer…!

Måske jeg lige skulle sende dem en mail…

Den ældste herre i huset er blevet indkaldt til sin årlige vaccination. Blandt andet for chlamydia. Jeg nænner næsten ikke at sige det til ham, for ærlig talt: er en invitation til vaccination for en kønssygdom ikke lidt at gøre grin med ham, når man tænker på, hans testikler for længst er klippet af og han aldrig kommer i nærheden af noget, der bare lugter lidt af et knald?

Jeg tror bare, jeg undlader at fortælle om chlamydia-delen og lægger vægt på influenza og leukæmi!

Stakkels Geo!

Det er faktisk ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det. Og heller ikke til at tro det måske – hvis man altså ikke lige ved det. Men om få dage venter min tredjesidste eksamen. Nogensinde. Om et par måneder er jeg færdig-finito-done! med evighedsstudiet. Det er underligt, og når jeg tænker over det, så fatter jeg faktisk ikke, at det alligevel er gået så hurtigt. Jeg mener, 7 år og en sjat er immervæk en rum tid. Jeg er vokset med opgaven, så jeg er egentlig ved at være klar. Men det er stadig skørt at tænke på, at jeg for 7 år siden for første gang trådte mine spæde studentersko på Panums sagnomspundne gange. Og hold kæft, hvor har jeg jokket meget rundt der siden. Det eksotiske forsvandt hurtigt til fordel for en virkelighed med virkelig tykke bøger og virkelig meget udenadslære. Såeh… om ikke andet er jeg blevet virkelig god til at sidde ned. Jeg tror nu også, jeg har forudsætningerne til at blive en god læge. Og det er egentlig meget rart (og sikkert også betryggende!).

Nu er jeg ikke mere naiv, end at jeg godt ved, jeg ikke pludselig får timer foræret hver dag – sådan primært fordi der lige har sneget sig et tidskrævende barn ind i ligningen undervejs – men jeg får uanset hvad en helt anden frihed uden kronisk læsestress dag ud og dag ind. Dét glæder jeg mig helt vanvittig meget til! Men det bliver også lidt mærkeligt pludseligt at blive sådan rigtig voksen, en del af arbejdsstyrken, lønmodtagerne/-slaverne, når jeg aldrig har lavet andet end at gå i skole. Men jeg glæder mig nu til det og ser frem til at få omsat al min teori til rigtig praksis. For… om lidt er jeg færdig. Skørt.

Vi synger godnatsang for Vilfred. Vi har kastet os over Elefantens vuggevise, som vi – ihvertfald de voksne af os – synes er sød og fin. Efter i nogen tid kun at have sunget første vers for barnet, syntes jeg i går, at det var på tide at udvide med de resterende vers. Jeg griber sangbogen fra Ullas barndom – som også kunne have været min egen (sangbogen, that is) – og går ufortrødent i gang med andet vers. Og det er dér, det går galt.

De første 3/4 af verset går sådan set meget godt:

Nu kalder i søvne den vilde gnu

i krattet af store lianer,

og aber synger sig selv i søvn

i vugger af grønne bananer.

Søv sødt, lille Jumbo, dit lille pus!

Slet intet, min ven, skal du mangle.

Og så er det, det går galt. Helt galt altså:

I morgen får du en niggerdreng,

og ham skal du bruge som rangle.

What?! Hvornår blev det en del af sangen? Det går altså ikke. Jeg er måske nok ikke den aller mest politisk korrekte i denne verden, men der må da være en grænse for, hvad Junior skal høre. Så jeg tror nok lige, vi selv må i gang med pen og rimordbog – og slettelak i sangbogen fra mors barndom!

(Der er sådan set allerede nogen, der har ændret sangen og kombineret andet og tredje vers til en lidt mere spiselige udgave. Fx her.)

I går – på den højhellige grundlovsdag – drog jeg frejdigt af sted til arbejdet kl. 7.30. Jeg ankom til dette større danske hospital, der af og til udgør min arbejdsplads, klædte om, stak stetoskopet i lommen, fandt diktafonen og begav mig mod afdelingen. Hvor jeg blev mødt af sekretæren (og nymalede omgivelser), der spontant udbrød, at der da ikke var patienter til mig i dag (altså i går, hvis nogen skulle være i tvivl). Huh?! Tænkte jeg så bare. For hvis ikke der var patienter, havde man vel ringet til mig i torsdags – som vi har aftalt det. Men næ nej, hun havde ret, og jeg kunne trisse tilbage til omklædningsrummet og afføre mig både stetoskop, diktafon og kittel (og alt det andet lort, man render rundt med!) og tage hjem. Det var i sig selv egentlig ikke nogen stor katstrofe, men altså alligevel ret irriterende at stå op hen ad kvart over seks, når det viser sig, man har fri.

I dag er jeg til gengæld stået op kl 6.30. Bare fordi jeg vågnede (?!). Og så kan man jo lige så godt komme i sving og få læst de artikler, min gode vejleder og jeg skal gennemgå mandag morgen. Klokken otte.

Jeg forstår ikke sure mennesker.

Bevares, jeg forstår, at man af og til kan være irritereret og sur, måske endda gal eller vred, men jeg fatter ikke sure mennesker. Dem, der altid er gale i skralden, og lægger ud med at brokke sig i stedet for at forsøge sig med et smil. Jeg forstår ikke, hvordan man kan gide bruge sin tid og energi på at gå og være tosset, når man nu også kunne vælge at være glad. Det er også sjovt, som alting har en tendens til lige at glide lidt lettere, hvis man prøver med bare en snert af godt humør.

Trods ganske ubehagelig telefonkonfrontation med én af ovennævnte type (der på føje øjeblikke fik truet med bål og brand og klagesag!), er jeg alligevel stadig i meget godt humør. Omend jeg ikke kan undgå at lade mig påvirke lidt af det og tage det bare en lille smule personligt, selvom det intet havde med mig at gøre. Jeg gider ikke lade en enkelt sur kælling (jo!) ødelægge mit humør, men om jeg fatter, hvad man får ud af det! Det vil til evig tid forblive mig en gåde, tror jeg.

Burde måske have opfordret vedkommende til at tale ordentligt og prøve med lidt venlighed. Så havde jeg formentlig været endnu mere serviceminded, end jeg sådan set allerede er. Hvis jeg selv skal sige det. Bliver bare altid så paf over, at nogen kan finde på at overfuse andre på den måde, at jeg aldrig når rigtig at få sagt min mening. Og så synes jeg sådan set også stadig, at jeg har mere lyst til at prøve med venlighed – trods modstanden.

(Billede lånt her.)

Da jeg i går eftermiddags trådte ind i min opgang efter en lang og flittig dag, regnede jeg ikke med at blive rendt over ende af 3 støjende præpubertære piger endnu inden, jeg havde låst mig ind i min lejlighed. De insisterede på, at det var fastelavn og prøvede at franarre mig nogle af mine surt tjente penge. Men så var det jo, jeg sagde, at det altså var fastelavn i søndags og ikke i går. Men det var ingen hindring, sagde den ene pige, for hendes mor havde sagt, man godt måtte gå ud og begå reel tiggervirksomhed en tilfældig mandag i februar. Det var vist ikke moderens eksakte ord, men nok mere min egen udlægning af det sagte… Men ikke desto mindre. Jeg var – og er! – stadig skeptisk, for det var jo altså ikke fastelavn mere, og de var altså heller ikke klædt ud! Og hvorfor skal jeg så give dem noget, spørger jeg bare?! For i min verden tæller en halv papmaske holdt i hånden af den ene pige, en hårbøjle med et par påsyede katteører på den anden, og helt almindeligt vintertøj på den tredje pige bare ikke som udklædning. Men de sang en sang, og jeg forbarmede mig og gav dem de sølle 6 kroner, der lå i min pung.

Jeg overvejer at gå ud og rasle en af dagene. Jeg trænger sgu også til lidt likvide midler og noget slik!

I øvrigt blev dette forudgået af et andet pubertært optrin, da jeg på vejen hjem holdt for rødt lys (ja, det er vi faktisk nogen, der godt kan finde ud af), og en flok knægte – med kasketten siddende godt højt på hovedet og med sokkerne uden på bukserne – råbte efter en temmelig ung pige, som den ene angiveligt kendte: “Tine, lad mig slikke dine patter!”. Øøøh?!

Jeg har fandme mistet troen på ungdommen. Og på fastelavn. Damn it.