Det er jo velkendt, at man kan have en dårlig hårdag, ikke? Men i går beviste vi mere eller mindre, at man også kan have en dårlig elevatordag!

Vi skulle til træf i det ganske danske sommerland. En tur der krævede metro, S-tog og bus. Og det er altid med en vis nervøsitet, at vi tager afsted, for hvad nu hvis elevatorerne ikke virker? Det er nemlig pænt besværligt med klapvogn, oppakning og 10 kg baby. I går ilede vi afsted kvart i otte (om morgenen, that is – dét var en logistisk udfordring i sig selv!) og satte kurs mod Frederiksberg metro. Hvor vi blev mødt af en elevator, der var ude af drift! Gode råd var dyre, og S-toget venter jo ligesom ikke, og det gør bussen i Stenløse heller ikke – og så går den oven i købet også kun én gang i timen. Så vi ilede videre til Fasanvej metrostation….

… hvor elevatoren heller ikke virkede!! What?! Der var en rulletrappe, som kunne bruges, så Ulla med oppakning og barn og mig med vogn. Resten af turen gik fint, og vi nåede bussen i Stenløse.

På hjemturen skulle vi skifte fra S-tog til metro i Vanløse – og have fornøjelsen af endnu en elevatortur. Troede vi. For virkede den?? Neeeeeeej!?

Hvad er odds for, at 3 (T R E!!) elevatorer ikke virker på én og samme dag?

Jeg orker ikke selv, derfor: http://www.bitterroulade.dk/?p=478

Af en eller anden grund er jeg altid pisse uheldig med mine tænder. Jeg kunne forstå det, hvis de blev forsømt og mishandlet, men helt ærligt, de bliver børstet og plejet efter alle kunstens regler. Hver dag.

I lørdags fik jeg tandpine. I dag kapitulerede jeg og konsulterede en tandlæge. Og det skulle jeg nok aldrig have gjort. Hun taler om en flækket kindtand, der i “bedste” tilfælde måske kan nøjes med en krone – og i værste tilfælde er flækket så meget, at den skal opereres ud. Og eftersom jeg ikke har i sinde at gå resten af mine dage i møde uden kæmpe kindtand, så ville det også kræve noget implantat af en art. Og man behøver ligesom ikke rigtig spørge om prisen på den slags, vel? Man kan ligesom bare høre, at det er pisse dyrt og lidt af en belastning for et i forvejen stramt su-budget.

Såeh… bye-bye mad og drikke, glædelig jul til mig! Baah!

Bøgerne er pakket sammen. Mit hoved snurrer, så det halve eller mindre kunne være nok. Nu må det bære eller briste. Forhåbentlig det første…

(Og nu vil jeg spise et par af de lækre pandekager, der står og venter – tak, søde kone! )

Det er ingen hemmelighed, at jeg skal til eksamen i næste uge. Hvilken dag?, spørger du måske, og til det kan jeg kun svare: ingen f’*****g anelse! Nej, for ser du, mit universitet er så møg sløve, at jeg endnu ikke har fået besked om eksamensdato. Noget, der forekommer mig at være rimelig væsentligt, eftersom der er en temmelig stor forskel på at skulle op mandag eller fredag. Eller midt i mellem. Eftersom jeg har et kæmpe pensum, der skal memoreres inden. Eftersom jeg ligesom også har et arbejde og en slags liv, der skal passes ved siden af. Eftersom jeg bare er pisse træt af tilværelsen som studerende. Og endnu mere pisse træt af eksamenslæsning og latterlig udenadslære. Og mundtlig eksamen foran tre gråhårede (skal vi vædde?) professorer. Og i det hele taget bare træt.

S U K

Desværre er ikke alle enige med mig i alting, selvom jeg i sagens natur oftest har ret. Det er klart. Men det er egentlig ok et eller andet sted; sådan er livet jo ligesom, har jeg sandet. Dog hænder det af og til, at man møder et menneske, hvis livs- og menneskesyn er så langt fra ens eget, at det er svært, ja, faktisk næsten umuligt at rumme. Sådan et menneske har jeg mødt i dag. I form af en medstuderende.

Jeg har før været på en slags holdningsmæssig kant med denne anden studerende og haft en meget klar fornemmelse af, at vi to ikke skal indlede diskussioner – måske især ikke om politik. I dag indledtes så desværre en diskussion om både politik og etik, og det var umuligt ikke at blive inddraget. Denne studerende var inde og rode ved og godt og grundigt trykke på nogle ganske nagelfaste knapper, der sidder gemt et sted dybt i mit indre og i særdeleshed er med til at definere mig som person, såeh…

Denne studerende, som skal forblive unavngiven, synes at gøre alting op i penge. “Hvor meget koster det i gennemsnit at behandle en skizofren patient? Kan det betale sig set fra en økonomisk og samfundsmæssig synsvinkel? Hvorfor bruger vi overhovedet penge på psykiatrien, når patienterne alligevel aldrig [aldrig?! red.] får det bedre og bliver helbredt?” Og så videre. Og videre. Og suk.

Men her stopper det – måske mod forventning, for var dette ikke slemt nok? – ikke, for denne studerende tog konsekvensen fuldt ud og begyndte at insinuere, at man jo lige så godt kunne slå patienter ihjel (!!)/lade dem dø, når det nu ikke rigtig kunne betale sig at behandle dem. Ja, faktisk mere end insinuere. Og så er det jo nok ikke svært for dem, der måtte kende mig bare en smule, at forestille sig, hvorledes mit hjertes hastighed pludselig fordobledes og blodet steg mig til hovedet i ren og skær frustration over et sådant menneskesyn. Og nu forholder det sig tilsyneladende således, at denne studerende er nogenlunde ligeså stædig som jeg, og diskussionen derfor var temmelig ukonstruktiv. Og mere konstruktiv blev den bestemt ikke af, at vedkommende blev vred, når jeg forsøgte at modargumentere eller føre hans (m/k) tanker til ende. Til sidst måtte denne m/k dog erkende, at det vel ud fra de opstillede “kriterier” så også nødvendigvis måtte gælde, at det ikke rigtig kan svare sig at putte nye hofter og lignende i mennesker, der har nået pensionsalderen – for det første fordi det koster penge og for det andet fordi, de omtalte patienter aldrig kommer tilbage til samfundet som produktive, pengetjenende maskiner. De kunne lige så godt “også få sprøjten” (!!).

Diskussionen var meget længere og langt ude end her refereret. Og jeg sidder her 5-6 timer efter stadig tilbage med den naives chokerende erkendelse af, at ikke alle andre deler samme medmenneskelige menneskesyn, og jeg kan ikke lade være med at tænke og tro, at det er en temmelig usund indgang at have til sundhedsvæsenets brugere, patienterne, som kommende læge?