For noget tid siden vandt jeg (vi) jo den helt store slyngegevinst. Da vi kom hjem fra ferie, havde Lotte fra tidsel.dk sendt vores spritnye vikletai (VT), som vi har brugt ganske meget lige siden. Den er ret hurtigt strøget op på en førsteplads på listen over yndlingsbæredimser! Og det siger alligevel en hel del, for vi er rigtig glade for alle vores dimser. Men denne her er i særdeleshed fantastisk. Den er ikke alene vanvittig smuk (godt arbejde, Lotte!), den er også bare helt vildt god at bære i!

Vi havde længe drømt om at prøve en VT, fordi vi har været (og er) så glade for fastviklen, og da vi så fik den, så levede den op til alle forventninger – og lidt til! Den støtter simpelthen så godt, at vi kan gå og gå og gå med 10-11 kg baby på maven, uden det føles sådan! Jeg kan – og Ulla også, det ved jeg – kun anbefale, at man skaffer sig en VT (og gerne en at Lottes), hvis man har hang til at bære sit barn i lækkert grej!

(Note to self: Må snart få taget nogle ordentlig billeder af den smukke sag!)

LÆGE!!!

Det er ingen hemmelighed, at vi elsker at bære vores barn. Derfor er vi også i besiddelse af flere forskellige og fantastiske bæredimser. Fælles for dem er god ergonomi og komfort for både os og vores lækker-baby – og i tillæg er det også en helt fantastisk nærhed og tryghed. Der er faktisk kun gode ting at sige om slynger og vikler! Det har vi jo opdaget, så vi har båret Ville, siden han blev født. Først i strækvikle og siden også i fastvikle, ringslynge, meitai og manduca (en for barnet ergonomisk bæresele). Man bliver helt bidt af det, så derfor er det ikke nødvendigvis nok med en af hver! Hvilket også har resulteret i, at vi faktisk har både to strækvikler, to fastvikler og to ringslynger. Men! Det har vist sig at være smart, for så kan man jo låne ud til værdigt trængende, der gerne vil lære viklekunsten. Og det er der jo heldigvis mange, der gerne vil.

Summa summarum: Vi er vilde med bæredimser!! Derfor var begejstringen også så meget desto større, da jeg mandag morgen klokken alt-for-tidligt fandt ud af, at jeg har vundet slyngejackpot!!! Det er så fantastisk og vildt, og vi har jublet og jublet lige siden!! Det kan godt være, man skal være slynge-passioneret for helt at forstå, hvor fedt det er, (hvis ikke du er det, så skynd dig at blive det! ;-D) men jeg vil alligevel juble det ud i cyberspace og dele det med alle, der måtte komme forbi.

Her er de überlækre sager, vi har vundet (wuhuuu!):

En lækker Tidsel vikletai (VT), ikke den på billedet, men en med stof, vi selv har valgt – og som bliver smadder fin! Glæder mig sådan til den kommer her og bor!

Vi har også vundet en smækker lækker meitai fra Slyngeshoppen, og har valgt denne her smukke sag:

Ydermere (jeg sagde jo, det var en god præmie!!) har vi vundet en smuk, smuk Sakura Bloom ringslynge fra Abeunger – hvilket er perfekt, fordi de andre har drillet lidt, og vi ønskede os en ny i en fin farve, så vi har valgt den grønne:

Pakkeposten kom med den her til aften, og den der smuk-smuk-smuk – og lækker! Nåede lige at bære Ville de 5 meter mellem spisebord og puslebord, før han skulle i seng, og jeg glæder mig til at prøve mere i morgen, for turen lover godt, må jeg sige!

Og (ja, det bliver ved!!), så har vi også vundet fine, vendbare sommerhatte fra Silkeslyngel!  Og Britta har været så sød at tilbyde at lave en til Ulla også, selvom gevinsten egentlig “kun” var en hat til mig og Ville. Vi bliver så fine!

Der er også en regnponcho med i gevinsten! Den er fra mamaslife, og det er en SusesKinder – samme slags som vores bærejakke, som vi har været (og er!) smadder glade for:

Og søde MamaT har syet en pose til alle herlighederne!

Derudover er der også 3 par babylegs – perfekte til baby-slyngeben!

Der er ikke noget at sige til, at vi er helt oppe at køre og rigtig rigtig rigtig glade og begejstrede for alle de sindssygt lækre og flotte præmier, vel?!! Ih, hvor jeg glæder mig, til det hele er landet og flyttet ind her! Der er masser er slyngeplads i hjertet til de skønne sager! Ih altså.

Her går det godt! Faktisk rigtig godt!

Jeg har været til eksamen – og fik 12. Jeg har fået turnusnummer, og jeg (vi) er heldigvis meget mere købt, end jeg er solgt! Og jeg er SÅ lettet over, at vi kan blive, hvor vi er! Hurra! Og: jeg har fri i i alt 6 uger, inden jeg starter på mit sidste fag – ever! Én eksamen mere, mine damer og herrer, så er jeg FÆRDIG med at være studerende! Spørg lige, om jeg glæder mig til der sidst i maj? Det tror jeg nok, jeg gør!

Over and out – der er lige et liv, der skal leves!

Jeg har denondelynemig vundet noget mere! Wuhuuu! Jeg har vundet dette her über lækre broderi, som jeg glæder mig SÅ meget til at modtage og få hængt op! Taaaaaak, Ida! Mit hjem bliver totalt pimpet med ugler og broderier – I love it!

Vilfred bliver 6 måneder i dag. Et helt halvt år. Det er jo helt åndssvagt; han er jo bare en lillebitte baby, der lige er blevet født!? Det er totalt kliché-agtigt, men det er fandme rigtigt, det der med, at tiden bare flyver afsted. Puha. Det er næsten svært at følge med ham! Han er så sød og dejlig, og jeg bliver helt fjollet og mor-forelsket i ham hver eneste dag, når han smiler til mig. Den dreng er i sandhed noget helt særligt og fantastisk.

Velkommen til verden, søde og fine Andrea! Jeg glæder mig til at lære dig at kende.

Kh tante Lou

Tjek lige ude til højre… Vilfred er 4 (F I R E) måneder i dag!

Det var sandelig godt, han kom for at bo her hos os.

Inden Vilfred blev født, blev vi introduceret for konceptet elimination communication (EC) via bogen The Diaper-Free Baby. Konceptet går kort fortalt ud på, at man anerkender sit barns behov for at komme af med afføring og urin på linje med deres behov for fx mad og søvn. Man udnytter i virkeligheden det nyfødte barns tendens til alligevel at tisse og skide, lige når bleen er taget af. Det handler ikke nødvendigvis om at få et tidligt renligt barn, men mere om kommunikationsprocessen. Der er forskellige grader af EC; nogle få har helt blefri børn næsten fra fødslen, mens andre praktiserer EC i mere moderat omfang. Det kan være en gang om dagen, en gang om ugen, hver gang barnet alligevel skal skiftes etc.

Vi fik ikke startet på EC lige da Vilfred blev født. Det virkede på en eller anden måde uoverskueligt – og egentlig også lidt urealistisk. Altså helt ærligt, man kan da ikke få sit spædbarn til at skide på en potte, vel? Men det kan man faktisk. Og lige så skeptisk som jeg egentlig var – mægtig interesseret, men altså alligevel skeptisk i forhold til, om det nu i praksis ville være muligt – lige så begejstret er jeg nu, hvor vi siden i lørdags, da Vilfred var 7 uger, har kastet os hovedkulds ud i EC. Vilfred har således kun haft én (E N) lorteble siden lørdag morgen – resten er kommet i hans potte! Se, det er da succes, der er til at tage og føle på!

EC handler dog ikke om at præstere. Det handler om, at imødekomme barnets naturlige (ifølge EC-teorien) behov for ikke at svine sig selv til (og helt ærligt, hvorfor skulle menneskebørn ville rende rundt med lort op til nakken, når andre dyrebørn ikke vil?). Det handler således ikke om, at det er en kæmpe fiasko, at der pludselig er lortebleer, og man ikke fanger det hele. Det handler om at tilbyde sit barn at komme af med urin og afføring. Det kan man jo så – som nævnt tidligere – gøre i forskelligt omfang.

Vi har relativt let ved at tyde, hvornår Vilfred gerne vil skide, men vi har ingen – eller kun ganske ringe – anelse om, hvornår han tisser. Derfor koncentrerer vi os mest om at fange afføringen. Og det går jo faktisk rigtig godt! Af og til tisser han også i potten, og det er jo bare ekstra fedt. Han synes tydeligvis, at det er et helt fint koncept, og brokkede han sig det mindste over det, ville vi med det samme lægge ham ned igen. Men faktisk hver gang vi har ham på potten (som egentlig er en lille balje indkøbt til formålet), kommer der lidt (elle meget!) af enten det ene eller det andet.

Så hvor utroligt det end lyder, så virker det faktisk! Vores 7 uger gamle søn skider på potte! Og vi er selvsagt meget stolte og sikre på, han er det mest intelligente barn i verden.

Jeg er helt sikker på, at der er mange, der vil være skeptiske og overhovedet ikke have behov for at kaste sig ud i EC, og det er jo helt fair. Vi gør jo alle det, vi mener, der er bedst for vores børn. Og jeg er ikke så overbevist om, at man først kan begynde at sætte sit barn på potte langt senere (i praksis bliver han holdt over baljen og altså ikke decideret sat). Jeg læste faktisk et sted, at den amerikanske psykolog, der har fremsat en (uvidenskabelig) teori om, at børn først kan finde ud af den slags, når de er 2 år og 9 måneder er ansat af… Procter & Gamble, der bl.a. står bag…. Pampers. Fint, ikke? (Spørg mig ikke om link, jeg kan ikke huske, hvor jeg læste det – men jeg poster link, hvis jeg falder over det igen.)

Vi synes bare, vi har en smadder dejlig baby – der nu kan skide på potte!

I dag er jeg blevet mor. Sådan helt officielt. I hjertet har jeg været det siden længe før, Vilfred blev født. Men i dag kom adoptionsbevillingen, som det så smukt hedder, fra Statsforvaltningen, og jeg har nu allernådigst fået lov at adoptere (!) mit eget barn. Tak for det, Statsforvaltning. I stedet for at harcelere over det latterlige system og det uretfærdige og diskriminerende i, at jeg skal adoptere et barn, der hele tiden har været lige så meget mit som min kones, vil jeg i dag bare glæde mig over, at officielle instanser fra i dag anerkender mit forældreskab. Vi har endda også fået ny fødselsattest med mit navn på. Hurra.

Og her er han så, min (og Ullys) smukke baby:

(Og tillykke til Ully, som nu ikke længere officielt er enlig mor!! )