aug 21 2010

Tillykke, skattebasse!

I dag er det ét år siden, at jeg blev mor til nogen, der ikke boede i en mave. For et år siden blev jeg mor til verdens dejligste barn! Jeg er temmelig heldig, og jeg ved det. Vi har haft en smadder hyggelig fødselsdag med gaver og hygge og gæster – i morgen tager vi en til fødselsdagsfejring (man kan ikke fejre for meget, vel?). Og bagefter tager vi en hel masse flere dejlige dage!

Elsker min Ville! :-)


aug 18 2010

Tillykke, Geo-mis :-)

I dag har Geo fødselsdag! 4 år! Gamle kræ. :-) Han nyder dagen i en kasse fuld af stof, har fået tun og ekstra klap og kærlighed. Det er en dejlig kattedag.

I dag er det også ét år siden, at nogen havde termin. Det betød dog ikke, at en anden én kom til verden den dag, men jeps, det nærmer sig med noget 1-års fødselsdag! Crazy.

Men i dag er det Geos dag (her foreviget for flere år siden- men han er simpelthen for træt af blitzlys til at blive fotograferet i dag!):


jul 19 2010

Så sagde vi, at jeg var lægen!

Nå men.. nu er det på en måde sådan ekstra officielt, det der med, at jeg er lægen. Ihvertfald har jeg i dag for første gang trukket lægekortet ude i virkeligheden.

Da min kone kom i nød og havde brug for en recept, og klokken var 16, og vores læge gået hjem (efter en garanteret travl dag! ;-) ) tænkte jeg snarrådigt, at jeg jo bare lige kunne drøne på apoteket og skrive den recept. Jeg mener, jeg er jo udstyret med både titel og tilhørende autorisationsnummer, så hvor svært kan det være?

Det var ikke særlig svært faktisk. Altså, det var meget godt, jeg lige havde helt styr på, hvad jeg skulle have og sådan (fik lige lidt ekstra med til mig selv, hehe…), for damen ved skranken stod og læste med, mens jeg skrev (total pres dér!). Men det lykkedes. Til trods for, jeg glemte at skrive mit autorisationsnummer i første omgang. Hun var lige glad. Det var jeg ikke – så det blev tilføjet. For jeg er jo lægen. Med nummer und alles.

Det eneste, der egentlig var ærgerligt, var, at der ikke var andre, da jeg kom anstigende og sagde: “Altså, det er fordi, jeg er læge, ikke, og jeg vil gerne skrive en recept…” Det var ærlig talt ikke uden en vis tilfredsstillelse, at ordene kom ud. ;-)

Yay, for mig! Dagens helt i skysovs, ikke skat? ;-)


jul 9 2010

Opdatering

Endelig (!) fik jeg opdateret WordPress (tak, kone, for hjælpen!) – det har stået på to-do-listen i… nok et år..!? Min udgave var så gammel, at det var til grin – og det var jo slet ikke så slemt at få det gjort. Så langt så godt. Indså jo så også, at jeg blev nødt til at forny min header, eftersom det der med stud.med. er et overstået kapitel. Så nu er der ændret lidt, så sagerne passer igen.

Så er der resten af to-do-listen…. Oh well, det må komme – nu er det ferie og dejligt!


jul 8 2010

Kære Julie Maria…

Altså. Man ved bare, man har fundet noget godt, når man vender tilbage igen og igen. Faktisk er jeg vendt tilbage så mange gange, at det må være mere end bare almindeligt godt. Faktisk vil jeg vove den påstand, at det er vanvittigt godt! Og det siger vel noget. Især hvis jeg tilføjer, at det er på den der helt-ind-i-maven-og-hjertet-måde. Sådan er det nemlig med en ganske særlig dame. Hun hedder Julie Maria, og hun kan noget helt specielt med ord og musik og med sin smukke stemme. Jeg lyttede for et par år siden til Beautiful Minor, men er nu helt og aldeles betaget af albummet Yaguar.

Altså helt ærligt: du skulle virkelig gøre dig selv en tjeneste og lytte til det!! Det gør ondt og godt lige der, hvor begge dele gør bedst.

(Bare spørg Ully!)


jul 7 2010

M.I.S.

Ham her, han er vores – sød, ikke? :-)


Og så er han en overraskende tålmodig kattestorebror. Søde missekat. :-)


maj 30 2010

Starten på et smukt bekendtskab!

Vi fik os jo en stegeso i går – altså, jeg ved godt, jeg egentlig købte den til Ulla, men nu vil jeg alligevel gerne have pant i den, for den er jo fantastisk!

Sidder netop nu og slår mave oven på et improviseret festmåltid af dimensioner – selvfølgelig tilberedt i den nye investering. Det er søndag, vi havde ikke det store, men lidt speltkerner i bunden, løg, broccoli, rød peberfrugt, gulerødder, squash, nogle frosne black eye-bønner og citroner i skiver oven på, masser af hakket ingefær og hvidløg, og så lidt fisk fra fryseren på toppen. Lidt (ok, en del…) grøn karrypasta, en dåse kokosmælk, lidt fiskesovs, krydderier og lidt vand og vupti! Halvanden time senere har man et festmåltid lavet af det, der lige var ved hånden.

Jeg ser stort potentiale i den og forestiller mig, vi skal lave stegeso-mad hver dag!! Hul i at det er lidt vinterligt, jeg er vild med det! Snart skal der også bages brød i den, og i det hele taget eksperimenteres meget mere. Det er jo easy peasy; det passer sig selv. Fantastisk koncept! Prøv det!


maj 29 2010

Seks timer og en stegeso senere…

Vi har været på loppemarked i dag. Eller… faktisk har vi været på hele 4 loppemarkeder i dag. Med indlagt babylur og det hele tog turen 6 timer. Hvor vi faktisk konstant var i trav. Puha, ømme fødder!

Det gør dog ikke noget, for det er hyggeligt at kigge på gammelt tingeltangel, og det sker jo ikke så sjældent, at vi kommer hjem med noget, vi manglede. Eller ihvertfald godt kan bruge. ;-) Og så har jeg jo fri, fri, fri, hvilket gør glæder så meget desto større; ingen stress og dårlig samvittighed over, at jeg burde læse – det er simpelthen helt fantastisk!!

Der var mange gode sager, og vi kom hjem med alt det herover! Ikke så lidt! Dagens hit for Ville var helt klart xylofonen! Dagens hit for Ulla var helt klart den seje stegeso – hun har ønsket sig én længe nemlig! Og jeg glæder mig til at smage, hvad der kommer ud af det bekendtskab. :-) Desuden fik vi 10 stykker tøj til Ville og lidt til hans lille kusine – bl.a. Molo og Katvig, som vi ikke kunne drømme om at købe til fuld pris – et par jeans til Ulla, en Teletubbies-vhs (ja, vi har en video – og vi er glade for den!!), en pose blandede bondegårdsdyr, to urteknive, et decilitermål i stål – til den nette sum af 1 kr. – en gratis bamse, og en krydderikrukke til Julia, som samler – og som syntes, det var et kup til prisen, tror jeg. :-)

Det har været en dejlig dag, og jeg glæder mig til mange flere dejlige fridage de næste 3 måneder. Aaaarh…


maj 11 2010

Nedtælling

Jeg tæller i den grad ned til sidste eksamen nu. Sidste – som i sidste eksamen ever!! Den er lige om hjørnet nu, og selvom man skulle tro, det var rigtig motiverende at tænke på, at nu er det snart helt slut, så nej. Jeg er mega demotiveret og giiiiiider bare ikke mere nu. Det må gå. Hjælper selvfølgelig heller ikke, at barnet er begyndt at synes, det er morgen omkring kl. 05…. Energien øges ihvertfald ikke ligefrem af at stå op på den tid af dagen.

Men hep hey, det er snart ovre, og det er ikke til at begribe hvor MEGET jeg GLÆDER mig!!!


feb 15 2010

Held! :-)

Jeg har vundet noget! :-D Og ikke bare noget egentlig; jeg har vundet en smadder fin ugle henne hos Randi:

Jeg glæder mig, til den flytter ind. Tak, Randi! :-)