Elsker min Ville!

I dag er det også ét år siden, at nogen havde termin. Det betød dog ikke, at en anden én kom til verden den dag, men jeps, det nærmer sig med noget 1-års fødselsdag! Crazy.

Men i dag er det Geos dag (her foreviget for flere år siden- men han er simpelthen for træt af blitzlys til at blive fotograferet i dag!):

Har i dag været til samtale med den der anden aktør. Efter at have ringet og informeret om, at jeg altså har et arbejde, syntes de alligevel, at det var rigtig vigtigt og væsentligt, at jeg kom forbi. Og det gjorde jeg så. Jeg var mildt sagt skeptisk på forhånd, og det blev ikke rigtig bedre af at se stedet. Man kan åbenbart kalde sig “konsulenthus”, hvis man lejer et stort kontorlandskab, stiller nogle whiteboard-tavler op som rumdelere og stiller lidt kontormøblement rundt omkring. Og her må jeg for øvrigt indskyde, at udpræget minimalisme på her-er-en-reol-på-halvanden-gange-to-meter-der-stiller-vi-dette-her-ene-ringbind-måden åbenbart er det nye sort hos den slags virksomheder.

Jeg blev vist ind på et tomt kontor (med den obligatoriske reol med ét ringbind…) og ventede. Og ventede. Der var så tomt, at der næsten var ekko fra mit åndedræt. Mand kommer ind (måske hans løbetøj, der hang på væggen som eneste udsmykning?): “ja altså… jeg har ikke lige fået sat mig ind i din sag…” Nej. Selvfølgelig ikke. For det er jo ikke det, I får penge for, vel? Nå, men jeg siger, at jeg jo altså ligesom har arbejde, hvorefter han griber min ene hånd hen over bordet, ryster den henrykt og jubler “tillykke, tillykke!”. Øh, hvad?! Mand skal så notere sig de lykkelige omstændigheder og læser mit navn op. Det eneste, der passede, var fornavnet. Det er da meget flot, ikke? Det viste sig, at det havde været en uoverskuelig udfordring, at der kom to sagesløse til stedet med samme fornavn – på samme tid. Så derfor kunne mand desværre alligevel ikke hjælpe, så jeg måtte ud i det store åbne kontorlandskab igen. Og vente. Og vente. Mens mand går tilbage til tomt kontor og laver… formentlig ingenting. Hvorefter der bliver kaldt på en “Maria”. Men det er jo ligesom heller ikke mig. Dame tjekker sin seddel. “Årh! Nå hov, jeg havde ikke set, der stod Louise – det står jo helt op ad cpr-nummeret!” Ej, men det forstår jeg godt; det er svært at læse jo. Tsk.

Ind på nyt kontor. Da jeg siger, at jeg jo altså ligesom har et job, gentager lykønskningsceremonien sig. Det var måske en lille smule svært for mig at skjule, at jeg efterhånden var pænt irriteret. Bedre blev det ikke, da dame begynder at skrive ting ind i sit lille computersystem, for… “ja, undskyld, jeg er lige kommet tilbage fra ferie, så jeg har glemt en hel masse…!” What?! Hvor svært kan det være? Dame ud at spørge om hjælp. Også meget svært at finde ud af, hvad man så skal gøre, når jeg nu ikke kan starte i 6 ugers aktivering i det åbne kontorlandskab, fordi jeg altså skal på arbejde. Så mere hjælp til dame. Der undervejs også når at fortælle mig, at hendes barn netop er startet i vuggestue, og at han græder og græder og græder. Jo, men tak for info, dame – det er da bare alletiders for jer! Eller.

Men helt ærligt: hvor meget kan man forvente af et sted, hvor “udvidet Excel” tæller som uddannelse?!

Det er fandme til grin!

Seriøst, hvordan gør folk?!

Jeg kan overhovedet ikke overskue al den tid, jeg skal bruge på alt muligt andet, som ikke er min familie og det helt nære. Jeg gider det ikke. Fuck faglige udfordringer og alt det pis, det er jo bare noget, man siger for at gøre det ok. Og det er bare ikke ok for mig at skulle være væk så meget. Og på alskens tidspunkter. Jeg vil være sammen med mit barn om dagen og sove med ham om natten, som jeg plejer.

Det eneste lykkelige er, at jeg har en kone, der har orlov indtil marts. Thank god. Til gengæld tør jeg slet ikke tænke på størrelsen af min krise (og hendes!) til den tid… Så skal ikke bare én af os, men os begge, være væk fra det aller dyrebareste vi har – størstedelen af hver eneste hverdag.

Jeg kan bare ikke få det til at være okay. Og jeg kan bare ikke se hvordan det kan være anderledes.

De fleste ved jo nok, at dagpenge ikke er gratis. Man skal jo arbejde for sagen, ikke? Søge jobs og den slags. Også selvom man allerede har ét. Systemet er ikke rigtig gearet til mit studium og min måde at få et arbejde på. Derfor er min “sag” (!?) nu sendt videre til anden aktør, som skal hjælpe den stakkels arbejdsløse læge. Ledighed er jo roden til alt ondt, så fanden stå i, at jeg går her uden et job, mens jeg venter på, at mit rigtige job begynder. Eller. Ja.

Nå. Men denne her anden aktør har nu sendt mig et venligt brev, og beder mig i det om at møde til en samtale, hvor vi kan drøfte mit videre forløb som arbejdsløs. For det er jeg åbenbart i systemet; arbejdsløs. Det er da også meget sødt af dem, men altså… Mødet er 3 uger før, jeg starter.

Det mest interessante i brevet er dog, at jeg har fået en dato for, hvornår jeg skal begynde i aktivering! Jo, jo, den er god nok! Den 6. september. Er man under 30, så er man omfattet af ekstra skrappe regler og får ikke sådan lov at gå omkring i ledighed! Hvilket jo principielt er godt nok. Men nu er det så jeg tænker: Gad vide om jeg kan få fri fra arbejde for at tage i aktivering??

Vi skulle til træf i det ganske danske sommerland. En tur der krævede metro, S-tog og bus. Og det er altid med en vis nervøsitet, at vi tager afsted, for hvad nu hvis elevatorerne ikke virker? Det er nemlig pænt besværligt med klapvogn, oppakning og 10 kg baby. I går ilede vi afsted kvart i otte (om morgenen, that is – dét var en logistisk udfordring i sig selv!) og satte kurs mod Frederiksberg metro. Hvor vi blev mødt af en elevator, der var ude af drift! Gode råd var dyre, og S-toget venter jo ligesom ikke, og det gør bussen i Stenløse heller ikke – og så går den oven i købet også kun én gang i timen. Så vi ilede videre til Fasanvej metrostation….

… hvor elevatoren heller ikke virkede!! What?! Der var en rulletrappe, som kunne bruges, så Ulla med oppakning og barn og mig med vogn. Resten af turen gik fint, og vi nåede bussen i Stenløse.

På hjemturen skulle vi skifte fra S-tog til metro i Vanløse – og have fornøjelsen af endnu en elevatortur. Troede vi. For virkede den?? Neeeeeeej!?

Hvad er odds for, at 3 (T R E!!) elevatorer ikke virker på én og samme dag?

Da min kone kom i nød og havde brug for en recept, og klokken var 16, og vores læge gået hjem (efter en garanteret travl dag! ) tænkte jeg snarrådigt, at jeg jo bare lige kunne drøne på apoteket og skrive den recept. Jeg mener, jeg er jo udstyret med både titel og tilhørende autorisationsnummer, så hvor svært kan det være?

Det var ikke særlig svært faktisk. Altså, det var meget godt, jeg lige havde helt styr på, hvad jeg skulle have og sådan (fik lige lidt ekstra med til mig selv, hehe…), for damen ved skranken stod og læste med, mens jeg skrev (total pres dér!). Men det lykkedes. Til trods for, jeg glemte at skrive mit autorisationsnummer i første omgang. Hun var lige glad. Det var jeg ikke – så det blev tilføjet. For jeg er jo lægen. Med nummer und alles.

Det eneste, der egentlig var ærgerligt, var, at der ikke var andre, da jeg kom anstigende og sagde: “Altså, det er fordi, jeg er læge, ikke, og jeg vil gerne skrive en recept…” Det var ærlig talt ikke uden en vis tilfredsstillelse, at ordene kom ud.

Yay, for mig! Dagens helt i skysovs, ikke skat?

Så er der resten af to-do-listen…. Oh well, det må komme – nu er det ferie og dejligt!

Altså helt ærligt: du skulle virkelig gøre dig selv en tjeneste og lytte til det!! Det gør ondt og godt lige der, hvor begge dele gør bedst.

(Bare spørg Ully!)

Vi havde længe drømt om at prøve en VT, fordi vi har været (og er) så glade for fastviklen, og da vi så fik den, så levede den op til alle forventninger – og lidt til! Den støtter simpelthen så godt, at vi kan gå og gå og gå med 10-11 kg baby på maven, uden det føles sådan! Jeg kan – og Ulla også, det ved jeg – kun anbefale, at man skaffer sig en VT (og gerne en at Lottes), hvis man har hang til at bære sit barn i lækkert grej!

(Note to self: Må snart få taget nogle ordentlig billeder af den smukke sag!)